Program/forslag til udflugter
1. dag
Afhentning og opsamling til aftalt tid på aftalt sted. Såfremt det ønskes holdes handlepause ved grænsebutikken Otto Duborg. Efter handlepause går turen forbi Hamborg og Hannover til Harzen og vor opholdsby.
2. - 3. dag (2. - 4. dag) (2. - 5. dag)
Er til rådighed for udflugter, oplevelser og afslapning.
4. dag (5. dag) (6. dag)
Efter morgenmad forlades hotellet, og ruten fra nedturen følges hjemad, med forventet passage af den danske grænse ca. kl. 17.00. Såfremt det ønskes holdes handlepause hos Otto Duborg, inden der køres til hjembyen. Hjemkomst sidst på dagen.
Forslag til udflugter
Eks. entréer
HALVDAGSTUR - KYFFHÄUSER
Der køres en rundtur i omegnen, bl.a. igennem Kyffhäuser Bjergene, der er Harzens sydlige forbjerge. På turen besøges Kyffhäuser Borg og Denkmal. Hjemturen går via Kulpenburg (474 m).
3/4-DAGSTUR - ØSTHARZEN
Turen går først til den hyggelige bindingsværksby Stolberg, hvorefter der fortsættes igennem Rabendalen til heksedansepladsen ved Thale. Her samledes heksene én gang om året, for at fortælle djævelen hvad de havde udrettet i årets løb. Der fortsættes til Østharzens ”hovedstad”, Wernigerode, en meget farvestrålende bindingsværksby, der sagtens kan stå mål med Goslar om at være Harzens mest interessante by. Der bliver tid til at opleve Rådhuspladsen med bl.a. Rådhuset fra 1450. Hjemturen går over Elbingrode.
HELDAGSTUR - VESTHARZEN
Dagens udflugt bringer os til Vestharzen, først forbi Braunlage og videre til Torfhaus (821m), hvorfra der er en smuk udsigt til Harzens højeste bjerg, Bloksbjerg (1142m). Turen fortsætter til kurbyen Bad Harzburg, hvor der bliver lidt tid på egen hånd, inden der fortsættes til Harzens hovedstad og største by Goslar (ca. 60.000 indb.). De snævre gader og velbevarede bindingsværkshuse gør, at byen bestemt hører til blandt Tysklands mest romantiske. I byen skal vi bl.a. høre klokkespillet kl. 12.00 på Rådhuspladsen. Efter frokostpause fortsætter turen igennem Okerdalen til den store inddæmmede Okersø, videre forbi Altenau, inden hjemkomst til hotellet.
3/4-DAGSTUR – SANGERHAUSEN
Der køres til Sangerhausen, for et besøg i Rosarium, en have med verdens største samling af roser. Dernæst besøges Spengler Museum, opkaldt efter samleren af de udstillede dele. Spengler museum fortæller om Sangerhausen og omegns historie og kultur gennem tiderne. Bl.a. finder man et komplet skelet af en Mammut.
HALVDAGSTUR – CLAUSTHAL-ZELLERFELD
Der køres til universitetsbyen Clausthal-Zellerfeld, der er centrum for de små forhenværende minebyer i Oberharz. Her besøges minemuseet i byens gamle Rådhus, der skildrer såvel minedriften, som arbejdernes hverdag.
De nævnte udflugter er planlagt med udgangspunkt fra Nordhausen. De tilpasses selvfølgelig efter i hvilken by gruppen opholder sig. Ligeledes kan udflugter kombineres på andre måder, iht. gruppens ønsker.
|
|