Program/forslag til udflugter
1. dag
Afhentning og opsamling til aftalt tid på aftalt sted. Såfremt det ønskes holdes handlepause ved grænsebutikken Otto Duborg. Turen går forbi Hamborg og Hannover med frokostpause et passende sted. Der fortsættes forbi Magdeburg og Leipzig, til overnatning syd herfor. Ankomst til indkvartering og aftensmad.
2. dag
Turen fortsætter sydpå til Kehlheim, hvorfra der sejles en skøn tur på Donau-floden til Benediktinerklosteret Weltenburg. Herefter til hotellet i Straubing.
3. – 5. dag (3. – 6. dag)
Er til rådighed for udflugter, oplevelser og afslapning.
6. dag (7. dag)
Efter morgenmad går turen mod Würzburg, for et besøg i byens smukke Barokslot. Derefter fortsættes til overnatning i Kassel-området.
7. dag (8. dag)
Sidste etape af turen køres forbi Hannover og Hamborg. Såfremt det ønskes holdes handlepause hos Otto Duborg, inden der køres til hjembyen. Hjemkomst sidst på dagen.
Forslag til udflugter
Eks. entréer
3/4-DAGSTUR – REGENSBURG & VALHALLA
Vi besøger Regensburg, der kan føre sin historie helt tilbage til romerne. Her ses nærmere på byen såvel med bussen som til fods, en smuk by der har bevaret sit middelalder udseende. Turen fortsætter til Valhalla, et stort marmortempel rejst af Ludwig I af Bayern, til minde om kendte og berømte tyskere.
HELDAGSTUR – PASSAU & BODENMAIS
Vi besøger grænsebyen til Østrig, Passau, opstået på grundlag af en romersk militærlejr i 2. årh. I St. Stefan domkirken finder man verdens største orgel med i alt 17.000 orgelpiber. Der køres videre til Bodenmais, for bl.a. at besøge et glasværk, der viser produktionen med blæsning og slibning.
HALVDAGSTUR – STRAUBING
Såvel til fods som med bussen ser vi nærmere på vor opholdsby med de mange tårne, de smukke patrizierhuse og flere mindesmærker. Turen slutter på byens gågade, hvor der dagligt er marked.
HELDAGSTUR – MÜNCHEN
Der køres til Tysklands 3. største by, München, der også kendes som kunstens, ølhavernes og olympiadens by. Byen var hovedstad i kongeriget Bayern indtil revolutionen i 1918. Ved ankomst køres en byrundtur forbi bl.a. Den Olympiske By, Frauenkirche (Domkirken), Det Nye Rådhus bygget i 1867 – 1908, BMW-museet, Deutsches Museum m.m. Afslutningsvis går vi en lille tur i centrum, inden der bliver tid på egen hånd.
HELDAGSTUR – SALZBURG
Turen går til Mozarts fødeby, Salzburg. Ved ankomst køres til centrum, hvorfra byturen foregår til fods, bl.a. forbi Rådhuset, Mozarts fødehus, Universitetet, Franziskanerkirken, Domkirken, Hohen-Salzburg m.m. Afslutningsvis bliver der lidt tid på egen hånd. |
|