• bajstruprejser

Program/forslag til udflugter


1. dag

Afhentning og opsamling til aftalt tid på aftalt sted. Såfremt det ønskes holdes handlepause ved grænsebutikken Otto Duborg. Der køres forbi Hamborg, Hannover og Kassel til overnatning syd for Würzburg.

2. dag

Efter morgenmad er der afgang mod Nürnberg og München, videre over grænsen ved Kufstein. Herefter fortsættes til Saalbach, ankomst til aftensmaden.

3. - 5. dag (3. - 6. dag)

Er til rådighed for udflugter, oplevelser og afslapning.

6. dag (7. dag)

Efter morgenmad forlades hotellet, og turen går mod Tyskland. Nord for München køres øst over i retning mod Leipzig, til overnatning her.

7. dag (8. dag)

Sidste etape af rejsen køres forbi Magdeburg, Hannover og Hamborg. Såfremt det ønskes holdes handlepause hos Otto Duborg, inden der køres til hjembyen. Hjemkomst sidst på dagen.

Forslag til udflugter

Eks. entréer

3/4-DAGSTUR – KÖNIGSEE

Der køres ind i Tyskland til Berchtesgardener Land, hvor der ad den tyske ”Hochalpenstrasse” køres til Königsee. Her bliver der tid på egen hånd, og der arrangeres en sejltur på søen. Nyd stilheden imellem de smukke bjergskråninger, kun afbrudt ganske kort af tonerne fra en trompet, der giver ekko i dalen under sejlturen.

3/4-DAGSTUR – GROSSGLOCKNER

Turen går forbi Zell am See og Fusch til Ferleiten, hvorfra der køres ind på ”Grossglocknerstrasse”, op på Østrigs højeste bjerg, Grossglockner (3.797 m). Vejen, der nogle steder er anlagt mere end 2.000 m over havet, er Østrigs højeste pas-overgang, og en af de skønneste og mest interessante bjergveje i Europa. Den forbinder Salzburgerland med Kärnten, og blev anlagt i 1930 – 1935. Vejen har stigninger på op til 14%. Med bussen køres op til Franz Josefs Höhe (2.432 m), hvorfra der er en ubeskrivelig udsigt til selve Grossglockner. På hjemturen besøges en af egnens træskærere.

HALVDAGSTUR – LINDLING ALM

Med bussen køres til bunden af Glemmerdalen, hvorfra turen fortsætter med et lille tog op til Lindling Almen, og bjerghytten af samme navn, bygget i ægte østrigsk stil. På Almen kan anbefales at smage en af de mange østrigske specialiteter til frokost, og nyde den hyggelige stemning.

HALVDAGSTUR – KRIMML VANDFALDET

Igennem vidtstrakte engdale når vi med bussen frem til Krimml. Her ses det største vandfald i Alperne, hvor imponerende vandmasser styrter ned over bjergene, fordelt over 3 vandfald i alt, og et samlet fald på 300 m.

HELDAGSTUR – BERCHTESGARDEN M.M.

Der køres til Berchtesgarden i Tyskland, et meget smukt område, for at besøge ”Kehlstein Haus”, på toppen af bjerget Kehlstein (1834 m). I daglig tale også kaldet Ørnereden. Huset blev skænket til Hitler på hans 50 års fødselsdag. Vejen til toppen er i sig selv en oplevelse. Med specialbusser køres ad hårnålesving og igennem flere tunneller til toppen, varighed ca. 25 min. Det sidste stykke op foregår med elevator. Huset er i dag indrettet til restaurant. Fra toppen er der en fantastisk udsigt over Berchtesgarden.
 
Bajstrup rejser  •  Ved Anlæget 20  •  DK - 7100 Vejle  •  Tlf. 29 10 62 60  •  mail@bajstrup-rejser.dk  ⇧ Til toppen