• bajstruprejser

Program/forslag til udflugter


1. dag

Afhentning og opsamling til aftalt tid på aftalt sted. Såfremt det ønskes holdes handlepause ved grænsebutikken Otto Duborg. Der køres forbi Hamborg, Hannover, østover forbi Magdeburg og Leipzig til overnatning syd herfor.

2. dag

Turen går videre mod syd, igennem Østrig og over Brenner-passet til vort hotel i Laives.

3. - 6. dag (3. - 7. dag)

Er til rådighed for udflugter, oplevelser og afslapning.

7. dag (8. dag)

Efter morgenmad forlades Laives, og der køres atter igennem Østrig og over Fernpass ( 1209 m ), til vort overnatningshotel i Kassel-området.

8. dag (9. dag)

Sidste etape af rejsen køres forbi Hannover og Hamborg. Såfremt det ønskes holdes handlepause hos Otto Duborg, inden der køres til hjembyen. Hjemkomst sidst på dagen.

Forslag til udflugter

Eks. entréer

HELDAGSTUR – PANORAMATUR

Turen går igennem nogle af de smukkeste bjergområder i Norditalien, og bl.a. passeres den velkendte skisportsby Canazei. Turen går over flere høje og stejle bjergpas, bl.a. Pas Pordoi (2239 m), Pas Campolongo (1875 m) og Pas Grödner Joch (2137 m). Denne tur giver et flot og ubeskriveligt indtryk af de særprægede og majestætiske bjerge i Dolomitterne.

HALVDAGSTUR – VINBESØG

Der arrangeres et besøg hos en lokal vinbonde i området. Her gives en fortælling om selve vinproduktionen, og afslutningsvis vil der være et par smagsprøver (er ikke incl.).

3/4-DAGSTUR – MERANO

Merano har tidligere i historien været hovedstad i Tirol, og er i dag en anerkendt kurby med mange kurhoteller og termalbade. Byens centrum er et godt eksempel på typiske italienske bytræk, dvs. smalle gader og smukke gamle huse. Her bliver der tid på egen hånd til afslapning og shopping.

3/4-DAGSTUR – BOLZANO

Turen går til Bolzano, der har ca. 100.000 indbyggere. Her tager rejselederen Dem med på en lille vandretur igennem den hyggelige middelalderlige bymidte, og videre ad byens ældste gade, Laubengasse, der stammer tilbage fra 1200-tallet. Turen slutter ved Piazza delle Erbe, hvor der findes et stort grøntsagsmarked, der er blevet højt berømmet af selveste Goethe. Der bliver herefter tid til indkøb og opdagelser på egen hånd. Besøg evt. Franciskanerkirken fra 1200-tallet, eller bymuseet (Museo Civico) der udstiller folkedragter, kunsthåndværk og arkæologiske fund fra Sydtirol.

HELDAGSTUR – GARDASØEN

Med bussen køres til Gardasøens nordlige spids og byen Riva, hvorfra der sejles med én af de mange udflugtsbåde til den lille maleriske by Limone, én af Gardasøens mest populære feriebyer. Byen har fået sit navn efter områdets mange citronplantager, der tidligere var byens vigtigste indtægtskilde. Gardasø-området, er det nordligste sted citrontræer kan gro. Rejselederen tager Dem med på en lille rundtur til fods i de snævre gader, hvorefter De får tid på egen hånd til frokost, indkøb og evt. afslapning langs havnepromenaden. Til aftalt tid sejles retur til Riva, og med bussen går hjemturen forbi Arco og Trento tilbage til Laives (sejltur er ikke incl.).
 
Bajstrup rejser  •  Ved Anlæget 20  •  DK - 7100 Vejle  •  Tlf. 29 10 62 60  •  mail@bajstrup-rejser.dk  ⇧ Til toppen