• bajstruprejser

Program/forslag til udflugter



1. dag

Afhentning og opsamling til aftalt tid på aftalt sted. Såfremt det ønskes holdes handlepause ved grænsebutikken Otto Duborg. Turen går forbi Hamborg, Bremen via den Hollandske grænse til overnatning i Breda.

2. dag

Turen fortsætter igennem Belgien til Frankrig med ankomst til Paris over middag. Her besøges Josefine og Napoleons privatbolig, slottet Malmaison, der sammen med den lille have og det dertilhørende museum giver et godt billede af dem beg ge. Se blot Rådssalen, der er dekoreret som et telt, da Napoleon måtte føle sig hensat til feltlivet, når han slappede af mellem slagene. Efter besøget køres til hotellet.

3. - 5. dag

Er til rådighed for udflugter, oplevelser og afslapning.

6. dag

Efter morgenmad forlades hotellet, og der køres til La Défense. Her bliver der tid til at kigge på Paris´ mest moderne forstad med mange boliger, ca. 75.000 arbejdspladser, shoppingcentre, skoler og ikke mindst von Spreckelsens nye Triumfbue. Om området er flot eller en skændsel skal vi lade være usagt, men ingen forlader La Défense uden at have dannet sit eget indtryk og mening. Turen går videre mod Tyskland til overnatning i Køln området.

7. dag

Der fortsættes nordpå til Danmark. Såfremt det ønskes holdes handlepause hos Otto Duborg, inden der køres til hjembyen. Hjemkomst sidst på dagen.

Forslag til udflugter

Eks. entréer

3/4-DAGS – BYTUR

Der køres en byrundtur forbi de mange seværdigheder Paris byder på. Det vil være umuligt at nævne alt her i programmet, men bl.a. ser vi Operaen, Sacré-Coeur, Triumpfbuen, Concorde-pladsen og Notre-Dame m.m. Undervejs bliver der tid til en tur op i Eifeltårnet, og selvfølgelig køres en tur ad Champ Elysees.

HALVDAGSTUR – MONTMARTRE OG SACRÉ-COEUR

Turen går til Montmartre, der i 1800-tallet oprindeligt var en hyggelig lille forstad til Paris. Her besøges først Sacré-Coeur kirken, der med sin hvide kuppel kan ses fra hele byen. Kirken er viet til Jesus´ Hellige Hjerte (heraf navnet Sacré-Coeur). Efter besøget bliver der tid til at udforske Montmartre området, hvor der gennem tiderne har boet mange forfattere og kunstnere, bl.a. kan nævnes Van Gogh, Picasso og Dali. Bedst kendt på området er Place du Tertre, hvor der er mange karikatur tegnere, der findes små boder, caféer og restauranter. Pga. beliggenheden har Montmartre bevaret en smule af den oprindelige landsbycharme, da her ingen metro, busser eller store gader er.

3/4-DAGSTUR – NAPOLEONS MAUSOLEUM, DÔME-KIRKEN OG LUXEMBOURGHAVEN

Denne dag besøges den prægtigste grav i Frankrig, skænket til Napoleon. Napoleon blev flyttet fra øen St. Hélena i 1840 og efter at have hvilet 1 døgn under Triumfbuen, blev han bragt videre til kirken. Det var dog først i 1861, at graven og kisten fik den udformning den har i dag. Efter besøget køres videre til Luxembourghaven, der nærmest er et tilflugtssted for de travle parisere, når de mangler at komme væk fra storbyens hektiske liv. Og så er den beliggende i selve byen. Her kan nydes fred og ro i den smukt anlagte og blomstrende have. I haven ligger også det smukke Palads Luxembourg, der har været benyttet til lidt af hvert, men i dag huser senatet.

AFTENTUR

En aften under turen køres til Latinerkvarteret, hvor der nydes en ægte fransk 3-retters menu, i de rette franske og lokale omgivelser. Efter middagen stiges ombord på én af de mange udflugtsbåde, og der sejles en smuk aftentur på Seinen. (ved valg af denne udflugt er der ingen aftensmad på hotellet).

3/4-DAGSTUR – VERSAILLES OG MONETS HAVE

Slottet i Versailles er enormt, og på solkongens tid var det kulissen for den enevældige herskers uendelige magt og vælde. Versailles var oprindeligt et jagtslot fra 1632, opført af Louis 13. I 1661 besluttede hans søn sig for at udbygge slottet til verdens prægtigste og flytte hele hoffet på omkring 20.000 personer herud fra Louvre. Der arrangeres en rundvisning i slottet, og der bliver tid til en spadseretur i parken. Der fortsættes til Monets Have i Giverny, hvor Monet boede fra 1883 til 1926. Nogle mener at haven i sig selv, var Monets største mesterværk overhovedet. Haven præges af farverne, lyset og søen med de berømte åkander.
 
Bajstrup rejser  •  Ved Anlæget 20  •  DK - 7100 Vejle  •  Tlf. 29 10 62 60  •  mail@bajstrup-rejser.dk  ⇧ Til toppen